SFO2 huser 3. og 4. årgang.

Dagen starter når børnene kommer fra skole. De bliver krydset ind og her informerer børnene, om de skal hentes eller sendes på et angivet tidspunkt.  Personalet har også fokus på, om børnene er glade og tilpasse eller måske har brug for en snak.

Derefter samles børnene ved bordene, hvor eftermiddagsmaden står klar til de børn, som er tilmeldt madordning. Børnene må til hver en tid, spise deres madpakker, hvis de har mere tilbage. Efter eftermiddagsmaden, serveres der frugt.

Eksempler på eftermiddagsmad: Rugbrød med pålæg, havregrød, øllebrød, hjemmebagte boller, knækbrød, grøntsagssuppe, tortillas, pastasalat, yoghurt m.m.

Børnene kan sendes hjem ved, at der sendes en sms til SFO mobilen, endvidere bliver børnene gjort opmærksom på, hvad kl. er hver halve time, sådan at de selv kan tage hjem på det aftalte tidspunkt.

Kl. 14.15 kan børnene benytte sig af de forskellige aktivitetsrum, (Disko, Teater, spillerum, bordtennis, pool, krea eller stillerum) og her skal man skrive sig på et bestemt tidspunkt, man gerne vil være i rummene. På den måde har alle mulighed for, at være i rummene. Børnene kan også være med til de i forvejen planlagte aktiviteter, som fremgår på vores månedsplaner, som bliver sendt ud til alle forældre via intra.

Mandagen starter med et kort børnemøde, hvor vi fortæller om ugens aktiviteter eller andre væsentlige informationer. Denne dag har vi også ansvaret for udmugning og fodring af vores kaniner og kat. Hver 3. mandag i hver måned, har vi møde med børnenes idéråd, hvor 8 stemmevalgte børn, har mulighed for, at komme med forslag til aktiviteter, eftermiddagsmad osv.

Hver tirsdag har vi skolens gymnastiksal til rådighed, hvor der er mulighed for, at spille bold, lege på redskaber eller noget helt tredje. Når det er rigtig godt vejr, prioriterer vi at komme udenfor.

Om fredagen har vi ”Tabletdag” hvor børnene må medbringe deres egen ipad og mobil.

Vi holder SFO-aftener ca. 2 gange i måneden. Information omkring dette, står på månedsplanerne.

Hver 3. måned, holder vi fælles fødselsdag for de børn, som har haft fødselsdag (f.eks. Fødselsdage i Januar, Februar og Marts fejres 31. Marts, hvis muligt) Fødselsdagsbørnene er med til, at bestemme hvilken eftermiddagsmad der skal serveres, på netop denne dag. Dette kan f.eks. være: pandekager, hotdogs, pizza osv.